FAQ

Hvad gør cykellygterne intelligente?

Lygterne har forskellige funktioner som f.eks.
- Tænder og slukker automatisk inden for lygtetændingstid
- Husker hvor du har parkeret din cykel
- Kortlægger automatisk tilbagelagte cykelture
- Hvis din cykel bliver stjålet, vil andre i netværket automatisk kunne hjælpe med at finde den
- Lygterne kan flashe så du nemmere kan finde din cykel i mængden
- Bremselys på baglygten
- Holder lysstyrke selv ved lavt batteri
- Advarer dig når det er tid til at skifte batterier

Hvordan virker cykellygterne?

Lygterne bruger Bluetooth til at kommunikere mellem telefon/app og lygterne. App'en søger efter ”bluetooth” enheder og når den finder en lygte accepteres forbindelsen mellem de to.

Hvordan virker FIND funktionen?

Alle brugere med FINDRS app hjælper automatisk med at lede efter din forsvundne cykel, og når en bruger kommer indenfor ca. 100m, vil du via din telefon modtage en meddelelse med positionen på din cykel.

Lygterne og app’en kommunikerer via Bluetooth Low Energy (BLE), som giver mulighed for at spore din cykel flere år efter den er forsvundet. Det hele sker i FINDRS app’en automatisk og helt anonymt – kun du får besked, hvor din forsvundne cykel er set henne.

Cykellygterne fra FINDRS tilbyder derfor en nem og overkommelig måde at finde din forsvundne cykel på, modsat den strømforbrugende GPS-teknologi, der også kræver månedlige abonnement samt “line of sight”. Dvs. hvis den befinder sig i en cykelkælder eller er parkeret i et tætpakket område vil din cykel stadig blive set.

Hvordan virker parkerings-notifikationen?

Når din cykel med lygterne står stille efter at have været i bevægelse, giver lygten en besked om at cyklen er parkeret og hvor den står.

Hvordan virker bremselyset?

Lygterne detekterer når cyklen bremser ved hjælp af en motion sensor.

Når baglygten lige er monteret, vil lygten kalibrere sig selv i løbet af de første 5 minutter cyklen er i bevægelse og derefter aktiveres bremselyset automatisk. Dette sker kun første gang og derefter vil bremselyset virke hele tiden.

Bremselyset vises sådan:

- Slukket tilstand: Lygten tændes ved opbremsning
- Konstant lys: Lygten blinker ved opbremsning
- Blinkende: Lygten lyser konstant ved opbremsning

Ønsker du at spare strøm på din baglygte, kan du deaktivere bremselyset ved at scrolle ned.

Hvordan virker automatisk lygtetænding?

Lygterne er udstyret med nogle avancerede algoritmer, der kan udregne hvornår det er tid til at tænde lygterne.

Lygterne tænder automatisk når cyklen kommer i bevægelse, indenfor lygtetændingstid, og de slukker automatisk efter ½ minut når cyklen er parkeret.

Findes der en brugervejledning til montering af lygterne?

Ja! Du kan finde vores brugervejledning her

Hvad hvis jeg kun har en forlygte eller baglygte monteret?

Alle funktioner virker isoleret i hver lygte. Det er derfor ikke en forudsætning at montere begge lygter for at få alle funktionerne. 

(Bremselyset virker selvfølgelig kun på baglygten)

Hvor kan jeg finde app'en?

Link til App Store: https://itunes.apple.com/dk/app/delight-by-findrs/id1059186420?mt=8 

Link til Google Play: https://play.google.com/store/search?q=%22DeLight%20by%20FINDRS%22 

Du kan også lave en “søgning” i App Store / Google Play – skriv “DeLight Cykel”

Hvor lang tid holder cykellygterne strøm?

Med fx et sæt IKEA batterier kan lygterne holde 40 timer når de er sat til at blinke og 20 timer hvis de lyser med konstant lys.

Batterier må ikke efterlades afladet/brugte i lygten. Herved er der risiko for at batterierne lækker og kan skade elektronikken i lygten. Skift altid batterierne når lygten ikke længere vil tænde, eller når app’en informerer om lavt batteri.

Hvilke data indsamles?

Når cykellygterne er installeret, måles der følgende via app’en på din telefon:

- GPS lokation for parkeringen af din cykel
- GPS lokationen for savnede cykler identificeret af din telefon
- Batteristatus på dine cykellygter
- Hvilken telefon og OS-version du anvender
- Enhedsnummeret for din telefon

Hvis du vælger at slå Ride funktionen til i app’en på din telefon, indsamles der tillige GPS-data om dine cykelture. Du kan altid slå Ride funktionen fra i app’en, hvis du ikke ønsker, at der indsamles GPS-data om dine cykelture.

Oplysninger indsamlet via app’en er kun tilgængelige for dig og udbyderen af app’en. LB modtager kun anonyme data fra udbyderen af app’en. Du kan læse mere om vores privatlivspolitik her.

Hvad bruger I mine data til?

Formålet med projektet er at forebygge færdselsuheld på grund af manglende lys, dårlige vejforhold eller lignende, samt øge muligheden for at genfinde bortkomne og stjålne cykler.

Dit navn, din e-mailadresse og dit telefonnummer bruger vi til kommunikation med dig og til administration af din deltagelse i projektet, samt til at kunne sende cykellygterne til dig. Din e-mailadresse anvender vi også til at sende dig brugerundersøgelser i forbindelse med din deltagelse i projektet, hvis du giver samtykke hertil.

LB anvender anonymiserede data, der indsamles via app’en. Disse data anvendes til at måle på effekten af projektet, til statistiske formål samt vores løbende arbejde med skadeforebyggelse og produktudvikling.

Hvordan opbevares data?

Dine kontaktoplysninger lagres i en database hos LB, som kun få, særligt udvalgte medarbejdere hos LB har adgang til. LB anvender databehandlere, bl.a. til IT-drift af servere, der alene behandler dine personoplysninger efter aftale og instruks fra os.

Få, særligt udvalgte medarbejdere hos udbyderen af app’en (FINDRS), har adgang til de bagvedliggende data, som indsamles via app’en.

Såfremt du har valgt at installationen af cykellygterne skal foregå på et cykelværksted, så videregiver vi dit navn, telefonnummer og e-mail til den valgte cykelhandler, med henblik på at værkstedet kan tilbyde dig at foretage installationen af cykellygterne.

Hvor længe opbevares mine data?

Så længe du anvender app’en, følger vores opbevaring af oplysningerne de almindelige sletteregler, som du kan finde i vores generelle privatlivspolitik her.

Hvis du vælger, at afinstallere app’en og giver os besked om, at du ikke længere ønsker at deltage, vil oplysningerne blive slettet efter 30 dage. Vi opbevarer fortsat de anonymiserede data og analyser.

Du kan give os besked på følgende mail: cyklist@lb.dk

Adresse

LB Forsikring A/S
Amerika Plads 15
DK - 2100 København Ø
CVR-nr.: 16 50 08 36
Ring +4533117755